VOLDSOFFERERSTATNING

Retningslinierne, for den godtgørelse og erstatning, der skal udbetales, når man har pådraget sig en personskade, forvoldt ved en overtrædelse af Straffeloven, findes i Offererstatningsloven. Selve udmålingen af erstatningen foretages i henhold til Erstatningsansvarsloven.

Intentionen bag erstatningsordningen er, at statskassen betaler godtgørelse og erstatning for den personskade, der forvoldes ved overtrædelse af Straffeloven i Danmark.

Alle er omfattet af loven. Det vil sige, at der ingen begrænsning er med hensyn til hvilke personer, der kan kræve erstatning. For eksempel er politiet, ansatte på psykiatriske hospitaler og ofre for vold i hjemmet ligeledes omfattet af ordningen.

Erstatning i henhold til Offererstatningsloven ydes også i de tilfælde, hvor:

  • Skadevolder er ukendt eller ikke kan findes
  • Skadevolder er under 15 år
  • Skadevolder er utilregnelig.

Det er en betingelse for at opnå erstatning efter loven, at lovovertrædelsen, der har forvoldt personskaden, anmeldes til politiet "uden unødigt ophold". Det vil som tommelfingerregel sige, at der skal foretages anmeldelse til politiet inden 24 timer, efter lovovertrædelsen har fundet sted. Politiet vejleder om muligheden for at få erstatning og udleverer ansøgningsskema.

Det udfyldte ansøgningsskema videresendes til Erstatningsnævnet, der tager stilling til erstatningsudmålingen. Grove & Partnere er også behjælpelig med udfyldelse af skemaet.

Der er en anmeldelsesfrist på 2 år. Det vil sige, at Erstatningsnævnet kun behandler ansøgninger om erstatning, der er modtaget inden 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået. Kun i særlige tilfælde kan der ses bort fra denne frist.

Det følger af Offererstatningsloven, at udgifterne ved sagens behandling ved Erstatningsnævnet betales af statskassen. Der er praksis for - især ved opgørelsen af komplicerede erstatningsopgørelser - at Erstatningsnævnet afholder offerets rimelige udgifter til advokatbistand.

Sankt Annæ Plads 7, st. - 1250 København K - Telefon 33 36 99 99 - Telefax: 33 36 99 98 - gp@grove-partnere.dk